Test Af Tricotage

Dette bliver det første indlæg i rækken af diverse økologiske produkter jeg vil teste.

Med disse tests vil jeg sørge for at der samtidig bliver nogle gaver som jeg kan udlodde i konkurrencer her på siden, så vi alle sammen kan blive inspireret til mere økologi og får spredt det søde økoord endnu mere ud.

Jeg starter med at teste tøjmærket Tricotage.

Tricotage kender jeg fra dengang jeg havde min netbutik, og jeg mødtes med designerne og indehaverne af mærket, Karin og Ida, for at de kunne præsentere deres tøj for mig. Mærket er forholdsvist nyt (2010), men det er blevet taget virkelig godt imod, og det findes allerede i mange butikker.

Det der gjorde størst indtryk på mig da jeg så tøjet første gang, er de smukke mønstre de har lavet på deres tekstiler. Det er virkelig noget der har manglet i økologisk tøj, der findes masser af tryk på tøj, men tekstiler der er gennem-mønstrede har jeg kun set få gange.

Den anden ting som også er meget karakteristisk for Tricotage tøjet er, at det er super blødt. Jeg mener sådan helt blødt-som-smør blødt. Det er så fin en kvalitet de får det vævet i, ultra lækkert.

Jeg fik tilsendt en t-shirt kjole, en langærmet kjole, en lang tank top og et par leggins. Du kan se her ovenover hvordan tøjet sidder på mig, jeg har modtaget alt i en str. M, og jeg bruger normalt str. 38-40, det hele passer mig rigtig fint og der er god længde i leggins.

T-shirt kjolen vil jeg helt sikkert bruge med rullekrave under her i vinter. Jeans eller bukser under begge slags kjoler ville også være fint, ligesom modellen har det på forsiden af Tricotage hjemmesiden.

Pasformen er fin, t-shirtkjolen føles løsere i kroppen end den langærmede gør, og ærmerne er meget smalle i den langærmede, hvilket jeg virkelig godt kan lide.

Hvis du kan lide Tricotages tøj, så kan du se her i hvilke butikker du kan købe det. Og ellers har de også en fin netbutik med deres styles på hjemmesiden.

Derudover kan du holde øje her på hjemmesiden, og tilmelde dig mit nyhedsbrev, for jeg har nemlig også fået 3 styks fine t-shirts tilsendt til at udlodde i en konkurrence. Juhu!

Konkurrencen kommer op om et par dage, glæd jer!

Share

0 svar til “Test Af Tricotage”

  1. [...] tests & gifts « Test Af Tricotage [...]

Skriv et svar